Samtale og Coaching

Samtale og Coaching

Jeg tilbyder samtale og coaching i forbindelse med hjælp til at håndtere svære situationer i livet. Jeg har erfaring med samtale og rådgivning om bl.a. angst, sorg og stress samt 1½ års uddannelse som Team og Procescoach fra Roskilde Universitet.

Samtale om følelser og kropslige symptomer

Jeg har gennem mit frivillige arbejde i Angstforeningen mødt rigtig mange, der går alene med ubehagelige følelser, ofte følelser som er dybt forankret i kroppen og som er svære at tale om, fordi kilden ikke nødvendigvis kendes. Jeg møder dig med et åbent sind og lytter til de oplevelser, du har haft og de symptomer du har. Jeg forsøger, at lade dig styre samtalen og kommer kun med rådgivning i begrænset omfang, da jeg tror på at (for)løsningen til følelsesmæssige udfordringer må findes gennem den personlige refleksion.

Team og Proces Coach

Jeg afsluttede i 2016 uddannelsen i Team og Proces Coaching på RUC, som var en del af et forskningsprojekt. På uddannelsen blev vi introduceret til flere forskellige metoder indenfor coaching, psykologi og pædagogik som løbende blev anvendt og prøvet af. Der var løbende eksterne undervisere/gæste undervisere. Uddannelsen var indtil december 2016 tilgængelig for kandidatstuderende med psykologi eller pædagogik på RUC.

Coachingen tager udgangspunkt i projektarbejdet på universitetet både individuelt og i grupper, og her har jeg selvfølgelig selv en stor erfaring, som jeg trækker på. Coachingen relaterer sig dog ikke blot til det at være studerende men derimod det at fungere og tage næring af situationen og livet på den bedste måde. Derfor kan coachingen potentielt bruges i alle tænkelige sammenhænge; med konkrete problemstillinger, med udefinerede udfordringer eller hvor fokus blot er på at fremme processen, relationen eller tilværelsen i bredere forstand.

Coachingen bestræber sig på ikke at være rådgivende men skal blot støtte den udviklende proces via refleksion og anderledes perspektiver på situationen. Derfor kan du/I ikke forvente, at jeg kommer med løsningen på din udfordring. Jeg stiller derimod spørgsmål, som kan hjælpe dig til at få nye perspektiver og en større indsigt i og forståelse af din/jeres situation og dine/jeres handlemuligheder, der kan skabe større oplevelse af at have overblik og råderum – og i sidste ende give overskud og glæde.

Skriv eller ring til mig, hvis du/I er interesseret i at høre mere om muligheden for samtale og/eller coaching.

Samtale og Coaching - TriYoga, calmness stillness nature